Af Martyn McGeown
Hvor ofte har vi ikke hørt dette, når vi forsøger at forklare den reformerte tro for arminianere? Det er en meget almindelig protest og en alvorlig misforståelse af Skriften. Det er endda en misforståelse af selve sproget.
Hvad betyder ord som ”alle”, ”alle mennesker”, ”verden”, ”enhver” i Skriften? Den letteste og mest pålidelige metode er at begynde med aksiomet ”Skriften fortolker Skriften” og derefter lade Bibelen forklare sig selv. Meget af denne artikel består af nytestamentlige passager med tilknyttede kommentarer, for at klargøre betydningen, eller snarere, hvad betydningen ikke er. Mange passager taler for sig selv.
Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham.(Matt 2,3). Er det sandt, at hele Jerusalems befolkning kendte til det budskab, som blev bragt af vismændene, eller at de var forfærdede over det? Selvfølgelig ikke! Det henviser til Jerusalems ledere og der kunne meget vel være tale om det samme ”Jerusalem” der nævnes i Matt 23,37, som ikke ville, at Kristus skulle samle hendes børn.
Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.(Matt 3,5-6). Bør vi forestille os, at Jesus døbte alle? Selvfølgelig kan kan vi med rimelighed antage at det ville have været umuligt for hele Judæas befolkning at blive døbt. Se også Mark 1,5.
Og I skal hades af alle på grund af mit navn.(Matt 10,22). Blev disciplene hadet af de mennesker, som levede i Afrika - af mennesker, som aldrig havde hørt om dem? Det er indlysende, at ”alle” her betyder mange mennesker.
Alle folkeskarerne blev ude af sig selv og spurgte: »Mon han er Davidssønnen?«(Matt 12,23). Var dette universelt. Selv hvis vi ser bort fra andre nationer, hvad så med de skriftkloge og farisæerne? Blev de ude af sig selv; troede de, at Jesus var Davids søn? Slet ikke!
Da han nåede ind i Jerusalem, blev der røre i hele byen, og folk spurgte: »Hvem er han?«(Matt 21,10)
Drejer det sig også om de mindste spædbørn i Jerusalem, når der siges, at der ”blev røre i hele byen”?
... alle mener, at Johannes er en profet.«(Matt 21,26) Farisæerne mente ikke, at Johannes var en profet; Romerne og grækerne gjorde heller ikke, så ganske indlysende er det, at ”alle” her ikke skal opfattes universelt.
Hele folket svarede: »Lad hans blod komme over os og vore børn!«(Matt 27,25) Var hele befolkningen i Jerusalem, for slet ikke at tale om hele det romerske rige, stuvet sammen på ét sted for at udtale disse forfærdelige ord? Nej! Men her menes der alle i en bestemt, afgrænset gruppe.
og hele byen var stimlet sammen ved døren.(Mark 1,33). Her er meningen ikke: enhver mand, kvinde og barn.
og da de fandt ham, sagde de: Simon og de andre skyndte sig efter ham, og da de fandt ham, sagde de: »Alle leder efter dig.«(Mark 1,36-37). Dette kan ikke forstås universelt, da der var folk i Kina, som ikke søgte ham.
Så gik han hen og gav sig til at prædike i Dekapolis om alt det, Jesus havde gjort mod ham, og alle undrede sig. (Mark 5,20). Grækerne, Etioperne, folk i Nord- og Sydamerika undrede sig ikke på denne tid.
Og han kaldte atter skaren til sig og sagde: »Hør mig, alle sammen, og forstå:(Mark 7,14) Her menes ikke enhver.
Folket var fyldt med forventning, og alle tænkte i deres stille sind, om Johannes mon skulle være Kristus.(Luk 3,15)
”Alle tænkte” kan helt sikker ikke betyde hele menneskeheden. Portugiserne tænkte ikke i deres stille sind.
Men hvis vi siger: Fra mennesker! vil hele folket stene os, for de er overbevist om, at Johannes var en profet.«(Luk 20,6) Farisæerne bekymrede sig om et oprør i befolkningen – men ikke et oprør, som ville involvere enhver mand, kvinde og barn i hele nationen – for slet ikke at tale om et oprør, som ville sprede sig til hele jorden.
og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.«(Joh 3,26) Hvis alle, absolut alle mennesker, virkelig kom til ham, ville der være tale om noget nær universel frelse. Vi ved selvfølgelig, at relativt få kom til Kristus og sandelig ikke alle mennesker hoved-for-hoved. Men der var tilstrækkeligt til at bekymre farisæerne.
Ved daggry var han atter på tempelpladsen; hele folket kom hen til ham, og han satte sig ned og underviste dem.(Joh 8,2). Her menes ikke alle i absolut forstand.
Lader vi ham blive ved på den måde, vil alle snart tro på ham, og romerne vil komme og tage både vort tempel og vort folk.«(Joh 11,48). Hvis alle mennesker troede på Kristus ville dette også inkludere romerne og selv farisæerne. Alle betyder her snarere et stort antal der blev omvendt – nok til at tiltrække romernes opmærksomhed; noget, farisæerne frygtede.
...priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.(ApG 2,47)
Den tidlige kirke blev hadet af mange og havde så sandelig ikke alle og enhvers yndest.
En del af dem, der havde haft med trolddom at gøre, bragte deres bøger med og brændte dem i alles påsyn. Man regnede den samlede værdi ud og kom til 50.000 sølvpenge.(ApG 19,19). ”i alles påsyn” betyder offentligt. Det var et offentligt udtryk for anger og omvendelse men ikke en forsamling af hele verdens befolkning for at bevidne denne bogafbrænding.
Der er ikke alene fare for, at vores fag får et dårligt ry, men også for, at den store gudinde Artemis’ tempel skal miste sin anseelse. Der er fare for, at hun, som hele provinsen Asien, ja, hele verden ærer, bliver berøvet sin storhed.«(ApG 19,27). Ikke alle, der levede på planeten jorden på den tid tilbad denne gudinde. Der var en stor mængde afguder, som blev tilbedt ud over hele planeten.
Her er den mand, som med sin lære alle vegne og over for alle er imod folket og loven og dette sted. Og han har oven i købet taget grækere med til templet og vanhelliget dette hellige sted.«(ApG 21,28). Paulus havde ikke engang nået ethvert menneske. Hvad der her menes er, at Paulus rejste og lærte folket evangeliet.
For du skal over for alle mennesker være hans vidne om det, du har set og hørt.(ApG 22,15). Der vil aldrig komme et tidspunkt, hvor enhver person hoved-for-hoved vil have hørt evangeliet. Alle mennesker vil høre, men ikke alle mennesker hoved-for-hoved.
Men jeres lydighed er kommet alle for øre, så jer glæder jeg mig over. Jeg vil ønske, at I må have visdom til at gøre det gode og være for uskyldige til at gøre det onde.(Rom 16,19). Kendte folk i Tibet til kirken i Roms lydighed? Selvfølgelig ikke!
Ved at lade Skriften tale for sig selv, har vi set, at betegnelsen ”alle mennesker” ikke betyder ”ethvert individ på planeten jorden fra Adam indtil tidernes ende”. Snarere betyder det: Alle i en specifik gruppe eller en majoritet i en specifik gruppe, eller alle slags mennesker hvilket ikke betyder alle enkeltpersoner uden undtagelse. Nogle eksempler fra hverdagens talemåder kan illustrere dette. Hvis en familie forbereder sig på at tage til stranden og faderen (som står i haven og kan høres af naboerne) råber ”Godt, alle ud i bilen!” - vil alle børn i nabolaget så hoppe ind i bilen og mene, at de er inkluderede? Nej, enhver ved, at faderen kun mener sin egen familie. Forestil dig så, at en lærer tager hendes klasse med på museum. Hun siger til sin klasse ”OK, bussen kører klokken 17. Jeg vil have, at alle sidder i bussen præcis kl. 17. Der må ikke være nogen, der ikke kommer med.” Ingen vil da fortolke lærerens ord således: ”Jeg vil have at hele menneskeheden skal komme med den bus, og jeg vil ikke have, at nogen som helst af menneskeheden ikke kommer med.” Noget sådant ville være absurd! Dog er det den måde, hvorpå arminianere fordrejer Skrifterne, når de insisterer på, at alle betyder hele menneskeheden.
Det andet ord, som misbruges af arminianere er ordet ”verden”. Igen forstås ordet (når det refererer til udstrækningen af Guds kærlighed eller udstrækningen af Kristi forsoning) i betydningen hele menneskeheden uden undtagelse. Men er det virkelig, hvad Bibelen siger?
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.(Luk 2,1). Kejseren planlagde ikke at beskatte alle mænd, kvinder og børn på planeten jorden. Han havde i sinde at beskatte alle voksne i romerriget, som besad værdier der kunne beskattes.
Når du gør sådanne ting, så vis dig for verden.«(Joh 7,4). Kristi brødre bad ham ikke om at vise sig for kelterne eller afrikanerne, men til befolkningen i Jerusalem.
Da sagde farisæerne til hinanden: »Her kan I se, det nytter ikke noget. Se bare, alverden løber efter ham.«(Joh 12,19). Farisæerne selv løb ikke efter ham og det gjorde Russerne, Australierne og folk mange andre steder sandelig heller ikke.
Da de ikke kunne finde dem, slæbte de Jason og nogle af brødrene for bystyrets medlemmer og råbte: »De folk, som har bragt hele verden i oprør, er nu også kommet hertil,(ApG 17,6). Apostlenes arbejde havde ikke resulteret i, at Peru var sat det mindste i oprør! De havde forårsaget en røre blandt både jøder og hedninger hvor de end drog hen, men ikke ”hele verden” i absolut forstand.
Men når vi dømmes af Herren, opdrages vi, for at vi ikke skal blive fordømt sammen med verden.(1 Kor 11,32). Verden kan ikke betyde ”hele menneskehedens befolkning”, eftersom de troende ganske indlysende her ikke er inkluderede.
Et af dets hoveder var som dødeligt såret, men dets banesår blev lægt. Hele jorden fulgte dyret med undren(Åb 13,3). Ikke ethvert menneske hoved-for-hoved vil gøre dette – for de hellige vil ikke (v.7)
Hvis betegnelsen ”verden” ikke betyder ”enhver person i verden”, hvad betyder så ordet og hvorfor bruger Helligånden det?
Det nye testamente blev skrevet til mennesker, som troede at Gud kun var jødernes Gud og at hedningerne var forbandede. Johannes 3,16 blev talt til en farisæer, som havde den holdning. For at rette denne fejl, brugte apostlene og Kristus ord såsom ”verden” og ”alle mennesker”. I nogle tekster er det indlysende at betegnelsen ”os alle” betyder ”alle troende” eller ”alle de udvalgte”. Dette gør sig især gældende for 2. Peter 3,9, hvor den kvalificerende betegnelse ”han har tålmodighed med jer”med fuld overlæg vægtlægges (jf. 1,1; 3,1.8).
Det nye testamente er hovedsagelig en samling af breve, skrevet til troende. Bibelen er ikke skrevet til vantro, så når vi ser ord såsom ”os” ”vi” ”mine kære” bør vi tænke over, at det er de troende, der her tiltales og ikke verden som helhed.
I kraft af den nåde, jeg har fået, siger jeg til hver eneste AF JER: Hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have, men brug jeres forstand med omtanke, enhver efter det mål af tro, som Gud har givet ham.(Rom 12,3). Det burde være unødvendigt at påpege overfor arminianere, som hævder at dette betyder at alle mennesker i verden har tro og at det er op til ethvert individ at bruge sit ”mål af tro” ret, at dette ikke er hvad Paulus siger. Han taler til og om kirken.
Og igen: Ham forkynder vi, og vi formaner enhver og belærer enhver med al visdom for at føre ethvert menneske frem som fuldkomment i Kristus.(Kol 1,28). Udtrykkene ”enhver” og ”ethvert menneske” er heller ikke her universelle. At påstå dette er absurd. Paulus mødte aldrig ”ethvert menneske” i verden og kunne ikke lære og advare enhver.
Arminianere kritiserer Calvinister for at ”fortolke” ordene ”verden” og ”alle mennesker” så det passer deres egen sag. Men hvad betyder ordene ”sonoffer”(1. Joh 2,2), ”bærer...synd”(Joh 1,29) og ”smagt døden”(Hebr 2,9) og ”frelser” (Joh 4,42)?
Sonoffer betyder at vende Guds vrede bort ved et offer. Jesus har forsonet Guds vrede og ingen, som Kristus var et sonoffer for, kan lide under Guds vrede. Ved at hægte sig fast i ordene ”hele verdens” i 1 John 2,2 misforstår arminianeren betydningen af sonofferet. Arminianeren tror, at Kristus kan være et sonoffer for en synder og at Gud alligevel holder fast på sin vrede og sender dem, som er genstand for dette sonoffer til helvede!
En frelser er én, som faktisk frelser – ikke en, som prøver at frelse, vil frelse eller gør folk ”frelsbare” hvis de vil tage imod det. En frelser frelser virkelig. Arminianeren tror, at Jesus er ”verdens frelser” (Joh 4,42) men at det ikke er hele den verden, som bliver frelst!
Hebr 2,9 siger, at det skulle komme alle til gode, at han [Kristus] havde smagt døden. Dog tror arminianeren, at nogle syndere for hvem Kristus smagte døden må drikke bærmen af Guds vrede i al evighed. Dette er de ugudeliges (Sl 11,6) og ikke de udvalgtes skæbne!
Kristus er Guds lam, som bærer verdens synd(Joh 1,29), dog er der mange af disse syndere, siger arminianeren, som havner i helvede. Indlysende er det derfor, at Kristus ikke har båret deres synder og at det heller ikke kan siges, at det var ”Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen.”(2 Kor 5,19), hvis alle mennesker hoved-for-hoved (den arminianske forståelse af ”verden”) er det, der her menes. Mange i verden vil stadig have deres synder tilregnet dem, og de vil gå fortabt i helvede.
Ord i Skriften har bestemte betydninger, og det er indlysende, at arminanerne fordrejer Skrifterne i et forgæves forsøg på at gøre frelsen tilgængelig for alle. Lad os kæmpe for sandheden om suveræn, partikulær, effektiv nåde!