Den arminianske vranglære om universel forsoning
Af Pastor Angus Stewart
Mange tror og lærere i dag den arminianske vranglære som kaldes universel forsoning. Synoden i Dordt (1618-1619), den mest internationale forsamling af reformerte protestanter, erklærer at Kristus forløste de udvalgte ”og kun disse” (II:8) og at de, som lærer at han døde for alle taler ”foragteligt om Kristi død” og ”fremdrager igen fra helvede, den Pelagianske fejl” (II:R:3). The Westminster Confession of Faith (1647) siger ”Ingen andre end de udvalgte er løskøbte af Kristus” (3:6). Denne artikel blev inkluderet i den kongregationalistiske Savoy Declaration (1658) og i Baptist Confession (1689).
En universel forsoning betyder, at Kristus må være død for Esau, som Gud hadede (Rom 9,13); Judas, ”fortabelsens søn” (Joh 17,12); og antikrist, ”syndens menneske” (II Thess 2,3); ligesom skøgen, den falske kirke (Åb 17,1-2); de, som begår den utilgivelige synd (Matt 12,32); og de, som aldrig hører Guds ord (Sl 147,19-20) og de, som allerede er i Helvede. Er dette i overensstemmelse med Guds uendelige kraft, visdom og hellighed?
En universel forsoning betyder, at Kristus bare gør frelsen mulig og således benægter, at hans død faktisk frelser. Bibelen erklærer imidlertid, at Kristus befriede (Hebr 2,15), forligede (Rom 5,10), løskøbte (Gal 3,13) og retfærdiggjorde sit folk ”ved hans blod” (Rom 5,9). Hvis Jesus betalte prisen for enhver, hoved-for-hoved, og nogen fortabes i Helvede, så frelser hans forsoning ikke alle – eller bare de fleste af dem – som den blev udført for. Hvordan kan Kristus da ”mættes” (Es 53,11) i sin forsoning, hvis millioner af dem, som han har udgydt sit blod for, går fortabt? Da er Kristi død ikke stedfortrædende, for hvis han tog straffen for ”the Reprobate”1 hvorfor bliver de da dømt? Hvis nogen af dem, som Kristus døde for går til Helvede, så straffer Gud deres synder to gange; én gang på Kristus og én gang på dem. Er dette i overensstemmelse med Guds uendelige retfærdighed og hans retfærdige dom? Hvordan kan nogen, som Kristus har forsonet og for hvem der ikke er nogen fordømmelse (Rom 8,34), bo for evigt i Helvede?
Hør, hvad John Wesley, en fortaler for universel, ineffektiv forsoning, siger:
Hvad! Kan Kristi blod brænde i helvede?...jeg svarer,...hvis Guds ord er sande, kan én som er købt med Kristi blod godt ende der. For den, som blev helliget ved Kristi blod blev købt med Kristi blod. Men én, som er helliget med Kristi blod kan alligevel havne i helvede; kan falde under den brændende brede, som for evigt skal fortære modstanderne (The Works of John Wesley [Grand Rapids; Baker, 1996], vol. 10, p. 297).
Skrifterne lærer, at Kristus døde for ”sit folk” (Matt 1,21) og hans ”venner” (Joh 15,13). Han løskøbte sit ”afkom” (Es 53,10) og ikke slangens afkom (1. Mos 3,15); Hans ”sønner”, ”børn” og ”brødre” (Hebr 2,10-14) og ikke ”uægte børn” (Hebr 12,8); hans ”får” (Joh 10,11) og ikke ”bukkene” (Matt 25,33); hans kirke (Ef 5,25) og ikke ”satans synagoge” (Åb 3,9); og ”for mange” (Matth 26,28) og ikke alle hoved-for-hoved.
Mange begår den fundamentale eksegetiske fejl at forstå ordet ”verden” (Græsk: kosmos) i betydningen ”alle hoved-for-hoved” i Joh 1,29; 3,16; og 1. Joh 2,2. Charles Spurgeon bemærkede, at intet steds i bibelen har ordet ”verden” denne betydning. Jeg udforder enhver til at finde et eneste bibelvers, hvor ”verden” betyder ”enhver hoved-for-hoved,” og så derefter bevise at det har denne betydning i en tekst, som lærer rækkeviden af Kristi forsoning. Kosmos kan betyde universet (ApG 17,24) eller den romerske verden (Kol 1,6) eller den onde verden (Joh 12,31) eller de ikke-udvalgte (Joh 17,9) eller de udvalgte (Joh 4,42; 6,33; 2 Kor 5,19) osv. Konteksten er afgørende når betydningen af dette ord skal forklares, hvilket er helt i tråd med reformationens princip: Skriften fortolker skriften.
Få timer før korset og med hans forsonings død for øje, siger Kristus: ”Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig (Joh 17,9). Hvis Jesus ikke gjorde det som var mindre (at bede for den ikke-udvalgte verden), hvordan kunne han da gøre det større (at dø for den ikke-udvalgte verden)? Hvis Kristus ikke bad for den ugudelige verden (ét aspekt af hans præstelige gerning), er det da muligt, at han døde for den ugudelige verden (det andet aspekt af hans præstelige gerning)? Desuden beder Kristus på grundlag af sit forsoningsværk. Derfor, hvis Kristus ikke bad for den ikke-udvalgte verden, er det fordi han ikke købte frelsen til dem. Kristi bønner og forsoning er ikke alene partikulære – ”for dem, du har givet mig” – men også eksklusiv, ”ikke for verden”.
________________________________________________________________________
”Idet jeg lige har modtaget og læst de artikler, du har skrevet i januar [2004], lykønsker jeg dig med det dygtige forsvar, du har foretaget af læren om Guds nåde og Guds udvalgte. Jeg har lige takket den prædikant, som besøgte vort fællesskab sidste Herrens dag for hans behandling af udvælgelsen og partikulære forsoning, hvori han holdt sig til den rette reformerte lære og jeg nævnte for ham den opmuntrende kontakt vi havde med dig i Ballymena. Det er så sandelig de samme fejl, som rejser deres grimme hoveder i vores tidsalder, som dem, de trofaste fædre i den sande kirke kæmpede imod i deres tid. Tak, fordi du står fast som et eksempel for den lille flok, som føler sig så belejret i den nuværende onde verden. [Fra] en uværdig stakkel2, der er frelst af nåde gennem troen alene” - England